

Ser du X-Factor i tv? Så har du måske også set Kári Fossdalsa, som var en af de deltagere, der fik lov til at beholde sin stol, da 6-chair konkurrencen var færdig i fredags.
Han er en rigtig Aalborg Øst dreng, og bor på Herningvej med sin kæreste og sin lille datter, og spiller fodbold i KB 81, når han ikke er upcoming popstjerne i X-Factor. Musikken fylder meget i hans liv, så han bruger sin sprøde stemme som forsanger i pop/rock bandet The Kittys, der sidst kunne høres på musikværtshuset, “Frederiksberg”, i Vejgaard i november. Til X-factor blev Kári rost for sit rolige væsen og rolige stemme til sin audition, og i fredags overraskede han dommerne med nogle helt andre sider af sin stemme. Vi krydser fingre for Kári og glæder os til at se, om han kommer med i liveshows.